Dedicated to wine since 1880
Indkøbskurv (0) Kr. 0

Nyheder

Indkøbskurv (0) Kr. 0
Hjem Producenter Chateau Montifaud

Château Montifaud er en ganske unik ejendom i hjertet af Cognac distriktet i det sydvestlige Frankrig. Her driver Laurent Vallet i dag en moderne virksomhed med stor respekt for historien og fremtiden. Chateau Montifaud Cognac’er fremstilles efter bæredygtige principper og lagrer længere end loven foreskriver og det er således disse omstændigheder, som medvirker til, at disse Cognac’er er i en klasse for sig selv!

I kældrene får man et tydeligt indblik i den historie, som Chateau Montifaud og Laurent er stolte af. Her finder man Cognac, som går 2 århundreder tilbage, og denne historie danner rygraden i den Cognac, som familien Vallet sender på markedet i dag.

Regler om hvor lang tid Cognac skal lagre for at opnå sin klassifikation lades der hånt om, da man rundhåndet lagrer i langt mere end dobbelt så lang tid på alle kvaliteter. Viden om hvordan Cognac udvikler sig på fadene, hvordan alkoholniveauet sænkes til det rigtige. Alt det er viden som Laurent Vallet kan trække på, da han er 6. generation på Château Montifaud i dag.

I en moderne verden drives alle vinmarker efter bæredygtige principper - der sprøjtes kun med økologiske præparater, der pløjes hellere mellem vinstokkene end der dræbes biodiversitet. Når Laurent går i marken, ser han mange forskellige dyr, som trives og det er tegn efter hans opfattelse et tegn på en sund vinmark. Hele denne tankegang går igen i alle principper hos Château Montifaud. Regnvand opsamles og bruges til alt fra at nedkøle gæringstanke, til at opvarme familiens hus. Vindruerne der kun kommer fra egne marker, behandles nænsomt og selve destillationen foretages på familiens gamle pot-stills.

Château Montifaud har vinmarker i både Grande og Petite Champagne, der regnes for de to bedste underområder i Cognac distriktet. Den unikke jordbund, samt den kærlige hånd i marken, giver et råprodukt der fra start er på højt niveau. Efter de seneste opkøb omkring byen Jarnac, har man i dag mere end 120 hektar vinmarker. Der er tilplantet med mest Ugni Blanc, samt mindre mængder af Folle Blanche og Colombard.

I kælderen foretages den klassiske dobbelt destillering på familiens gamle pot-stills med kobber-kedler. De yngste Cognac’er destilleres som ren vin, fra Napoleon og opefter destilleres, der med bundfaldet fra gæringstankene for at give mere smagsintensitet og mundfylde. For at opnå den bedste balance i den endelige Cognac, så har Vallet familien altid lagret deres destillater meget længere end loven foreskriver. Når man bruger basisvin fra hjertet af området og destillerer på denne måde, så er der behov for længere lagring. Det endelige destillat lagres på gamle egetræsfade i kældrene, indtil det skal dæmpes i alkohol ved tilsætning af destilleret vand. Denne proces vælger man hos Château Montifaud at gøre så nænsomt som muligt, ved at skære styrken ned med 5 % hver 3. måned. Dette bevarer mest mulig karakter i den endelige Cognac, uden at udvikle uheldige aromaer. Der tilsættes naturligvis ikke hverken karamel eller andet for at justere. Alle flasker tappes på ejendommen på familiens egen tappekolonne.

Alle disse forskellige elementer er med til at skabe en Cognac, hvor frugten og renheden står som det væsentligste. Videnskabelig tilgang, samt stor kærlighed til produktet er med til at skabe en Cognac der efter vores klare opfattelse adskiller sig positivt fra mange andre på markedet.